85 seniorer trodsede vinterkulden for at komme til årsmøde på Elværket.
Af Kirsten Boelt
Det blev en god og varm eftermiddag med mange punkter på dagsordenen under ledelse af næstformand i ÅLF Søren Hansen.
Under Jonna Andersens formandsberetning fremgik det, at der er en stor og voksende interesse for vores arbejde i seniorgruppen. Arbejdsgruppen arbejder på at ramme mange forskellige interesser blandt vore medlemmer, og det resulterer i 10-11 arrangementer om året med meget forskelligt indhold. Fuldgyldige medlemmer har ret til og mulighed for at deltage.
Jonna appellerede til at sprede det gode budskab til de nye seniorer.
Der blev rettet en stor tak til både ledelsen i ÅLF for et godt samarbejde samt til sekretærerne for deres meget store hjælp.
Jonna gav et tilbageblik på årets forskellige arrangementer samt, hvad der venter forude i foråret.
Regnskabet for 2025 viste, at der havde været udgifter på 127.958 kr. i alt, og at det ønskede beløb for 2026 lyder på 150.000.
ÅLF’s formand Dorthe Ryom Fisker kom med en aktuel orientering om kredsen og dens arbejde.
Hun kunne med stolthed fortælle, at der var tilført mange midler til skolerne i Aarhus. Mediedækningen om livet i folkeskolen havde gjort sit til at sætte fokus på nødvendigheden af øget tilførsel af midler. De er for en stor del blevet anvendt til ansættelse af flere lærere – flere tolærertimer samt på nogle skoler til renovering af skolernes fysiske tilstand.
Hvor er der knaster, og hvad skal der ske i 2026?
Der ønskes flere penge til indskolingen.
En bedre inddragelse af slutbrugerne i samarbejdet med Aarhus Ejendomme.
Et nyt lønsystem har voldt store problemer.
OK 26 med løn, frit valg, barns sygedage og arbejdsmiljø som temaer.
Dorthe sluttede med at sende en tak til alle for et godt samarbejde og fortalte, at hun stopper som formand ved udgangen af marts.
Lars Overballe orienterede om kredssamarbejdet i Pensionistforum i Østjylland, der har fokus på:
1. Dalende tal af pensionister i foreningen.
2. Hvordan overlever de små kredse?
3. Fastholdelse af medlemmer.
Alle i arbejdsgruppen blev genvalgt, og består af Kirsten Boelt, Ulla Stougaard, Anne Kühlborn, Lars Overballe, Flemming Thisted, John Ege Bork og Jonna Andersen.
Punktet” eventuelt” blev brugt på en forespørgsel på, om vores medlemmer vil deltage i arrangementer uden for bygrænsen. Det var der stor tilslutning til.
Dorthe Ryom Fisker fik tak fra Seniorklubben for sit engagement i vores forening og arbejde og modtog et par bøger, som hun ville tage med, når der skal slappes af i den næste tid.
Mødet sluttede med smørrebrød, hyggelig snak ved bordene til behagelig musikledsagelse af Thomas Munk.