Fiskens sidste slag med halen!
Dorthe Ryom Fisker gav depechen videre ved en officiel afskedsreception i foreningens egne lokaler onsdag den 25. marts.
Dorthe Ryom Fisker holder tale for foreningens kommende formand og næstformand, Søren Hesthaven Hansen og Dorthe Krejlgaard Nielsen.
Som hun selv formulerede det i sin sidste beretning på generalforsamlingen, så steg hun nu officielt af rutschebanen og op i pariserhjulet for en roligere tur. Til receptionen var der i hendes ånd både højt til loftet, plads til alle og lidt lækkert til ganen, hvilket de mange gæster nød godt af. De kom fra hele landet og talerækken fra de nære samarbejdspartnere, kollegaer, politikere, embedsfolk og interessenter var lang.
En formand med retning, relationer og respekt
På tværs af talerne tegnede der sig et tydeligt billede af en formand, der har sat et markant aftryk på både det fagpolitiske arbejde og samarbejdet i og omkring Aarhus Kommune. Dorthe Ryom Fisker blev fremhævet for sit skarpe politiske kompas og sin evne til at navigere med blik for helheden – også når uenighederne var tydelige.
Flere pegede på hendes særlige styrke i at løfte dagsordenerne op i et større perspektiv og insistere på ordentlighed, dialog og samarbejde. Hun blev beskrevet som en konstruktiv og troværdig samarbejdspartner, der formår at skabe tillid og bygge bro mellem forskellige interesser – altid med fokus på, hvordan man spiller hinanden bedre. Hun har været toneangivende i samarbejdet, med en sjælden evne til både at stå fast på værdierne og samtidig finde fælles løsninger.
Hendes store faglige overblik og strategiske sans blev fremhævet. Hun har været modig i sine prioriteringer, generøs med sin viden og tydelig i sin egen tilgang til ledelse. En formand, der har valgt sine egne veje og givet sig selv fuldt ud i arbejdet for medlemmerne.
En stærk stemme for fællesskab og trivsel
Talerne kredsede også om hendes vedholdende fokus på børn og unges trivsel og på de brede velfærdsdagsordener. Dorthe Ryom Fisker er blevet anerkendt for at holde fast i det etiske kompas og for at være en stemme, der ikke har ladet sig friste af kortsigtede løsninger.
Relationerne – både de nære og de tværgående – blev fremhævet som en af hendes største styrker. Hun har skabt rum for samarbejde, hvor forskelligheder er blevet mødt med respekt, og hvor dialogen har været båret af tillid og nysgerrighed.
Et aftryk, der rækker videre
Afskedsreceptionen blev dermed ikke blot en markering af et formandsskifte, men også en tydelig understregning af det aftryk, Dorthe Ryom Fisker efterlader i Århus Lærerforening og i det brede samarbejde omkring folkeskolen. Et aftryk, der også vil præge foreningens retning fremover.