Stefan Hermann til aarhusianske lærere: I skal tage dirigentstokken
Skolens udfordringer kan ikke alene løses med flere penge, søde forældre og gode fagplaner, lyder det fra LIFE Fondens direktør Stefan Hermann, som i dag holder oplæg for de tillidsvalgte i Århus Lærerforening. Lærerne bliver nødt til at samle sig og kæmpe for deres profession, mener han.
”Normalt kan man kende en professionel autoritet fra de andre, så hvor er jeres uniform? I er da lige på nippet til at gå med crop top, er I ikke?” spørger Stefan Hermann ud i en grinende forsamling af deltagere på ÅLF’s årlige TR/TRS-kursus.
Den bogaktuelle og forhenværende rektor på Københavns Professionshøjskole træder tydeligt i karakter, når han taler om det moderne forældreskab, som han mener har smittet af på de professioner, der ikke bærer kittel – heriblandt lærerne.
”Har I nogensinde hørt nogen på et børneafsnit på et hospital kalde på en ’voksen’? Nej vel?”
Stefan Hermann efterlyser lærerautoritet, hvis folkeskolen skal overleve. En skole hvor det hedder 'elever' og ikke 'børn', og hvor folkeskolens formålsparagraf er trosbekendelsen. Dørene må gerne være tunge at åbne, så man skal anstrenge sig for at komme ind i 'lærdommens hus.' Og det store fokus på trivsel er et 'sentimentalitetens regime', som må bringes til ophør.
"Jeg blev virkelig inspireret af hans oplæg," fortæller Trine Winther, pædagogisk fagkonsulent hos PPR og TRS for skolekonsulenterne i Aarhus Kommune. Hun færdes til dagligt på mange forskellige skoler, hvor lærerne ofte længes efter en stærkere autoritet.
"Min fineste opgave som konsulent er at give lærerne det nødvendige følgeskab og klæde dem på til at tage autoriteten på sig. Men nogle gange kommer jeg til at overvælde folk, og så handler det om at finde ud af, hvad de egentlig er klar til på det givne tidspunkt", siger hun.
Samme opfattelse gør sig gældende hos Christina Braad Perret-Gentil, som er TR for tale-hørekonsulenterne i PPR. Når hun besøger 0. klasser for at understøtte elever med sprogvanskeligheder, oplever hun ofte lærerautoriteten blive sat under pres.
"Autoriteten er altafgørende, for uden den kommer du ikke igennem med ret meget, hverken over for elever eller forældre. Men lærerne bliver overlæsset med opgaver, både fra ledelsen, forvaltningen og konsulenter i PPR, hvor jeg selv kommer fra. Så det er svært at leve op til," siger hun.
Stefan Hermann slutter sit oplæg med en klar opfordring til forsamlingen af tillidsvalgte i Århus Lærerforening:
"Folkeskolen tilhører jer og jeres elever. Nu er I nødt til at komme ud af 2013-traumet og kæmpe FOR noget og ikke IMOD noget."
Trine Winther og Christina Braad Perret-Gentil foran Skarrildhus-hotellet, hvor det årlige TR/TRS-kursus bliver afholdt.