Århus Lærerforening - en del af Danmarks Lærerforening

Timebanken - en bank uden penge

ÅLF Debat 2025 Folkemøde © Jesper Knudsen
16. juni 2025

Den mangelfulde økonomi bag den nye folkeskoleaftale var omdrejningspunktet, da Århus Lærerforenings formand havde sat tre magtfulde politikere stævne i en debat på Folkemødet. En debat der også handlede om frisættelse og inklusion.

Både Aarhus, København og Christiansborg var repræsenteret på scenen på Bornholm. To borgmesteraspiranter og spidskandidater ved det kommende kommunalvalg. Og en skoleordfører fra det bærende regeringsparti. 

 

Christian Budde (V), Line Barfod (Ø) og Sara Emil Baaring (S). 

 

"Vi står jo på Klippescenen, og lige nu er det også den fornemmelse mange lærere, forældre, pædagoger og skoleledere har i maven: En fornemmelse af at stå på en klippeskrænt og kigge ud over et hav af gode, politiske intentioner. Men med en stemme i baghovedet, der siger: Hvad sker der, når vi springer ud i det - og når intentioner skal omsættes til praksis?" lød indledningen fra ÅLF-formand og moderator Dorthe Ryom Fisker. 

 

Efter sommerferien træder en lang række initiativer i Christiansborg-politikernes såkaldte kvalitetsprogram i kraft, og ude i kommunerne og på skolerne står bekymringerne i kø. Hvad kommer den nok så berømte frisættelse af folkeskolen til at betyde for medarbejderne på gulvet? Og hvorfor adresserer den nye folkeskoleaftale slet ikke de mange udfordringer med inklusion?

 

Fagbladet Folkeskolen var også til stede for at dække debatten, og her hæftede man sig især ved diskussionen om timebanken, som er den helt store nyskabelse i folkeskoleaftalen. For godt nok har politikerne afsat en række engangsbeløb og også 740 mio. kr. i varige midler til timebanken. Men de skal finansiere en hel stribe projekter, som koster mere end 740 millioner kroner tilsammen, påpegede Dorthe Fisker. 

 

Læs Folkeskolens artikel her

 

Nedenfor kan du høre hele debatten mellem Christian Budde, Line Barfod og Sara Emil Baaring som en særudgave af podcasten Lærerens Ord. Du kan også finde episoden der, hvor du plejer at lytte til podcast. 

Final Eventbillede Til Debat På Folkemøde (Facebook Opslag)