Valgoplæg GF 2024
Valgoplæggene er ultimo 2024 flyttet fra gammel hjemmeside, og ser derfor ikke ud som oprindeligt.
Valgoplæg - GF 2024
Jeg gentager og prøver en gang til
I forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret 2023 havde jeg et opslag på de sociale medier. Mit hovedbudskab til vores lokalpolitikere var så klart, som Tina Dickow synger det:
"Sometimes, the fastest way to get there is to go slow. And sometimes, if you wanna hold on, you've got to let go."
Jeg gentager det her med en lettere omskrevet opfølgning. For hvis vi sammen skal skabe en folkeskole i balance, kræver det først og fremmest fire ting af vores lokalpolitikere:
- Lyt til og lær af de fagprofessionelle. Lederne og medarbejderne står hver dag ansigt til ansigt med opgaven, og vi ved, hvordan virkeligheden ser ud.
- Kom ikke med flere nye forslag til at løse vores udfordringer. Giv slip på rollen med at styre og kontrollere.
- Hav tillid og tålmodighed.
- Prioritér de nødvendige ressourcer
I mit seneste valgoplæg for 2 år siden skrev jeg: ”Som formand for Århus Lærerforening vil jeg gå forrest med budskabet om, at der nu SKAL flere penge til at løse opgaven i folkeskolen - det er den nye realisme!”
Jeg må desværre erkende, at selvom jeg i de seneste år har holdt fast i det budskab, gjort mit bedste her i byen og sammen med mine kolleger over hele landet, så er der ikke kommet flere penge til vores folkeskole, nærmest tværtimod.
Men hvad gør man, når tålmodigheden er svækket, og opgaven udfordrer? Der er umiddelbart to muligheder: Giv op eller bliv ved. Jeg giver ikke op, men vil fortsat knokle for ressourcer til folkeskolen. Jeg prøver med en ny strategi og nok også en ny toneart.
Jeg håber, at I vil give mig mandatet. Vi ses den 8. marts!
Folkeskolen er den vigtigste samfundsinstitution vi har tilbage. Det er her forskellige samfundslag mødes. Det er her vi danner og uddanner de kommende generationer. Det er her mennesker bliver til.
Derfor bekymrer det mig inderligt, at både almen- og specialområdet er stærkt underfinansieret i Aarhus. De manglende ressourcer danner en urimelig ramme om folkeskolen, hvor forudsætninger for at lykkes generelt og ikke mindst inkludere alle børn er tæt på umulige.
Hvis skolerne skal løfte opgaven med inklusion gennem Bredere Børnefællesskaber, så kræver det massive investeringer. Der SKAL være tid og overskud til en velforberedt undervisning med udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, fællesskabet og gode relationer. Det kræver, at vi får løftet almenområdet, sikret den nødvendige kompetenceudvikling, og at vi får udnyttet de kompetencer, som vores medlemmer i de mindre medlemsgrupper kan bidrage med.
Som næstformand for Århus Lærerforening vil jeg gå forrest med budskabet om, at der SKAL investeres i folkeskolen. Der er mange, der gerne vil være med til at præge skolens udvikling, men ikke ret mange, der vil investere i folkeskolen. Regeringens folkeskoleudspil og en ny læreruddannelse med øget praktik er glimrende eksempler på, at politikerne har masser af ambitioner, men ikke viljen til at prioritere de nødvendige investeringer.
Gennem mit arbejde i Studierådet på Læreruddannelsen i Aarhus og Uddannelsesudvalget har jeg været med til at kvalificere indholdet i den ny læreruddannelse. Når finansieringen af den øgede praktik er forhandlet på plads, kan vi også i fremtiden sikre dygtige lærere på de aarhusianske skoler.
Med engagement, mod og vilje til at gøre en forskel for medlemmerne genopstiller jeg som næstformand for Århus Lærerforening. Jeg vil repræsentere medlemmernes mangfoldighed, så uanset om du er lærer, børnehaveklasseleder eller har en specialfunktion, så vil jeg arbejde for at skabe bedre arbejdsmiljø og gode vilkår for ALLE medlemmer af Århus Lærerforening.
Stop med at fodre hunden med dens egen hale.
Folkeskolen i Aarhus er sat under et stadigt stigende økonomisk pres, idet flere og flere børn er så mentalt udfordrede, at de må visiteres til specialundervisning. Problemet er, at der ikke følger penge med til at løfte denne udgiftstunge, eskalerende specialopgave. I stedet kanaliseres økonomi fra almenundervisningen ind til specialområdet, så også lærernes og børnehaveklasseledernes arbejdsmiljø lægges under et urimeligt pres. Det bliver i stadig stigende grad svære at få enderne til at nå sammen i undervisningen. Mange lærere rammes af stress mens andre, ofte unge kolleger, helt opgiver at arbejde med det fantastiske fag, som de er uddannet til.
Selvom Børn & Unge forsøger sig med alternative løsninger som fx plus-klasser, så findes der ikke nogen snuptagsløsninger.
Politikerne i Aarhus er nødt til at generere en tilstrækkelig økonomi på folkeskoleområdet, hvilket efterhånden kun kan gøres ved at gennemføre en skattestigning, og det skal vi presse på for at politikerne erkender. De kan ikke længere fodre hunden med dens egen hale!
Som genvalgt styrelsesmedlem vil jeg derfor både have særligt fokus på markant forbedrede økonomiske forhold i den aarhusianske folkeskole og på en fortsat god økonomi i Århus Lærerforening som kasserer.
Styrelsen er et hold. Vi skal afspejle alle ÅLF’s medlemmer. Det er vigtigt, at vi i baggrunde og mærkesager spænder bredt, så alle medlemmer er repræsenteret.
På det holdkort byder jeg ind med:
Arbejdsmiljø: Jeg har i denne styrelsesperiode siddet i arbejdsmiljøudvalget. Jeg har arbejdet for, at jeres arbejdsmiljørepræsentanter er så godt klædt på som muligt. Arbejdsmiljøet er presset af udadreagerende elever og manglende sammenhæng mellem krav og ressourcer. Arbejdsmiljø er en fagforeningsopgave, og den arbejder jeg med.
Tosprogede elever: Jeg arbejder i vestbyen, på en skole med mange tosprogede elever. Jeg kender de udfordringer, den elevgruppe står med, og de udfordringer, lærerne står med i arbejdet med disse elever. Det giver særlige udfordringer at arbejde med byens svageste familier, og den viden tager jeg med i styrelsen.
Idealisme: Jeg er ideologisk forankret i troen på folkeskolen. Folkeskolen skal være stedet, hvor vi møder hinanden på tværs af skel. Jeg arbejder imod urimelige skævheder i skolernes økonomiske grundlag, og for at byens folkeskoler afspejler byens befolkning. Beslutninger om folkeskolen skal ikke kun træffes udfra økonomi, her skal lærerforeningen markere en tydelig ideologisk vinkel. Den kommer jeg med.
Er det vigtige emner? Så giv mig en stemme.
Læs desuden på facebook.dk/skovse
For mange undervisningstimer, for lidt forberedelse og elever og forældre, der udfordrer. Det er nogle af de problemer, som trænger sig på for lærerne i folkeskolen. Det skal være mine fokuspunkter for arbejdet i ÅLF i den kommende styrelsesperiode.
Mange medlemmer oplever moralsk stres. Man kan ikke udføre sit arbejde, som man gerne vil, som eleverne har behov for, og som samfundet og forældrene forventer.
Vi skal have vores arbejdstidsaftale set efter i sømmene. Vi har et maksimalt undervisningstimetal, det sikrer ikke mod overophedning af andre opgaver.
I Aarhus bliver bredere børnefællesskaber rullet ud, som et svar for de børn, der udfordrer. Desværre følger der ikke tilstrækkelige midler med, så opgaven kan løses ordentligt. Det kræver mere politisk handling fra Byrådet. Folkeskole skal opprioriteres. En langtidsholdbar investering er midler til flere to-lærertimer.
Vi skal styrke det kollegiale fællesskab - også det fagpolitiske fællesskab for alle medlemsgrupper. Medlemmerne skal ikke stå alene med de udfordringer arbejdet giver. De fælles løsninger skal i centrum.
Andet der skal i fokus:
De nyuddannedes forhold, løn, arbejdsmiljø, læringsplatforme, generalforsamling hvert år.
Giv Århus Lærerforening mange fagpolitiske muskler, så foreningen er godt rustet til at arbejde for medlemmerne - det vil jeg gerne tage del i.
En attraktiv arbejdsplads er en attraktiv folkeskole.
En attraktiv folkeskole for forældre, børn og medarbejdere kræver:
- investeringer - ikke besparelser,
- tid og ressourcer til at løse opgaven - ikke flere opgaver og færre ressourcer,
- ordentlige forhold for børn og voksne - ikke nedslidte bygninger med ringe indeklima,
- individuel udvikling af børnenes og personalets kompetencer - ikke konceptbaserede fælleskurser og undervisningsmodeller.
Hvor skal vi begynde - er vi i gang?
Vi skal fortsætte arbejdet med at udvikle en solid, lokalt forankret uddannelse af vores TR’er til gavn for lærere og børnehaveklasseledere.
Vi skal insistere på, at skolelederne læser Aarhusaftalen og forholder sig til dens intentioner om reel dialog om arbejdets indhold og omfang og den enkeltes muligheder, rammer og forudsætninger for at løse opgaven.
Vi skal dyrke og udvikle samarbejdet med alle folkeskolens parter for sammen at pege på de problemer og udfordringer der, gennem de sidste mange års besparelser og forringelser, sætter sine spor hos elever og medarbejdere.
Vi skal insistere på, at en hævelse af skatten i Aarhus, er den eneste mulighed for at løse behovet for ressourcer til specielle og almene elevers skoletilbud.
Og vi skal huske politikerne på, at folkeskolen er grundlaget for velfærdssamfundet.
Jeg genopstiller til styrelsen, fordi der er behov for, at de mindre medlemsgrupper – de 10 % medlemmer, der er ansat andre steder end i folkeskolen - har en plads i kredsstyrelsen.
Med min erfaring som lærer, TR og skolekonsulent i fællesfunktionerne bringer jeg vigtige perspektiver ind i styrelsesarbejdet, og jeg arbejder for, at DLF’s politik afspejler alle medlemsgrupper.
Mistrivsel blandt børn og unge, organisationsforandringer, besparelser og stigende kompleksitet i jobbet presser arbejdsmiljøet på rigtig mange arbejdspladser. Der er brug for øget fokus på medarbejdernes arbejdsmiljø generelt og særligt, når der er forandringer og besparelser på dagsordenen.
Der skal mere fokus på, at det betaler sig at investere i forebyggende indsatser på skolerne. Der er for meget brandslukning. Lærere og børnehaveklasseledere skal opleve, at de har både kompetencer og muligheder for at bedrive god undervisning, hvor alle elever har deltagelsesmuligheder, og at der er hjælp at hente, når der er behov for det.
Kompetenceudvikling – både den praksisnære og den mere formelle - er en afgørende forudsætning for, at man som medarbejder kan lykkes med kerneopgaven. Jeg ser frem til at følge og påvirke DLF’s arbejde med at realisere kompetenceudvikling som et overenskomstkrav, så det bliver til gavn for alle medlemsgrupper.
Kære lærerkollega
Jeg stiller op til styrelsen i Århus Lærerforening, fordi jeg gerne vil sige tak - men nej tak!
Ikke flere velmenende klap på skulderen som tak for den ekstra indsats.
Jeg vil have ordnede og ordentlige arbejdsvilkår for mine kolleger og mig selv.
Jeg vil have ro, renlighed og regelmæssighed tilbage!
Ro til at passe mit arbejde. Ro til at udvikle mig som lærer der, hvor JEG er! Ikke flere politiske skåltaler og pædagogiske modeluner.
Renlighed i form af rene linjer - Der skal ikke være tvivl om lærerens kerneopgave! Min faglighed er en LÆRERS!
Regelmæssighed - Der skal være større tiltro til at folkeskolens lærere kan planlægge, udføre og evaluere deres undervisning uden test og tilsyn.
Derfor skal vi have kompetencerne, tiden og ressourcerne til dette.
Skolens ressourcetildeling og kompleksiteten som lærerjobbet i dag rummer, harmonerer dårligt med de skiftende politiske målsætninger, forældrenes ønsker/krav og elevernes behov.
Jeg ønsker at være med til at løse nogle af de udfordringer som dette medfører.
Jeg håber meget på din stemme den 8. marts.
Jeg vil arbejde for:
- Arbejdsvilkår der passer til livets faser.
- Tid til kerneopgaven.
- Stress og høje følelsesmæssige krav skal mindskes.
En god begyndelse på arbejds- og lærerlivet er helt afgørende for de nyuddannede lærere. Jeg vil arbejde for, at de nyuddannede lærere får den støtte, der er brug for med fokus på mentorordning, efteruddannelse og en udvidelse af forløbet ”Fundament til dit Lærerliv”, så flere nyuddannede får denne mulighed.
Men det er ikke kun begyndelsen af lærerlivet, som skal være god. Der skal være plads til, at hverdagen kan ændre sig, hvis familielivet kræver det, eller tilværelsen ændrer sig. Lærere der nærmer sig seniortilværelsen skal have mulighed for flere seniorfridage eller at gå ned i tid med fuld pension, som vi kan se, lignende faggrupper har forhandlet sig til.
Høje følelsesmæssige krav i arbejdet kan have alvorlige konsekvenser for lærernes helbred, hvor mange oplever at gå ned med stress. Der er brug for et øget fokus på, hvordan vi mindsker følelsesmæssige belastninger i jobbet. Det handler om, at skolerne tildeles en økonomi, så det er muligt at sætte to lærere på, have færre elever i klasserne og øge forberedelsestiden. Dette må og skal til stadighed være noget lærerforeningen arbejder på.
Gennem samarbejde kan vi skabe mærkbare og holdbare resultater.
Jeg genopstiller til Styrelsen, fordi jeg har en dybfølt ambition om, at vi kan forandre den århusianske folkeskole til det bedre - og forbedre arbejdsmiljøet og vilkårene for jer medlemmer ansat i og omkring folkeskolen.
Med seneste udmeldinger fra Christiansborg kan vi se frem til øget selvbestemmelse på de enkelte skoler - og mere analog undervisning. Skolerne skal gribe mulighederne for selv at prioritere og vælge de vigtige lokale løsninger, men det forudsætter byrådets accept og absolut nødvendig finansiering af økonomisk råderum, herunder genopretning af adgang til undervisningsmidler!
Alt for mange lærere oplever arbejdsbetinget stress i en hverdag hvor de komplekse inklusionsopgaver, følelsesmæssige krav og højt arbejdstempo fylder. Tiden til at planlægge varieret undervisning er helt utilstrækkelig. Det arbejdspres skal vi gøre noget ved i fællesskab.
Styrelsen har derfor valgt 2024 som arbejdsmiljø-år, hvor medlemmernes arbejdsmiljøforhold prioriteres særligt højt på vores fagpolitiske dagsorden. Med afsæt i inspirationsdag for alle ÅLF arbejdsmiljørepræsentanter skal det forebyggende og systematiske arbejdsmiljøarbejde lokalt sættes i fokus.
Der er brug for både at gøre det mere attraktivt at blive lærer og forblive i jobbet.
Med din opbakning på generalforsamlingen er jeg klar til at tage fat 😊
Jeg har været ansat på Langagerskolen i 10 år, hvor jeg også er TR.
Med en stemme på mig får du en repræsentant med fingre og hjerte i specialområdet. Det er tydeligt, hvor meget mere specialområdet fylder for alle lærere i dag end for 10 år siden. Og det kan undre, at politikerne i byen finder det rimeligt at blive ved med at spare på folkeskolen, hvilket både går ud over almen- og specialområdet.
Igennem årene er der forsøgt med diverse tiltag: Nest-klasser, klyngesamarbejde, bredere børnefællesskaber etc. er alle tiltag, der kræver mere af alle lærere, for det påvirker hele skolens hverdag. Der skal være plads til alle børn i skolen, men det må og skal foregå på en forsvarlig måde.
Skal det være rart at gå på arbejde som lærer, skal der være de rammer til rådighed, som sikrer et godt og trygt arbejdsmiljø. Med min erfaring fra specialområdet håber jeg, at jeg kan bidrage til flere gode ideer, der skaber det gode arbejdsmiljø på hele skolen.
Fundamentet for at have indflydelse som fagforening er stor medlemsprocent og aktive medlemmer. Derfor vil jeg også lægge arbejde i at fastholde og udvide medlemstallet, så vi fortsat har en stærk stemme hos politikerne.
Fagpolitik som kan mærkes ude på skolerne.
Jeg stiller op med en vision om at skabe en levende fagforening, hvor medlemmernes udfordringer og ideer omsættes til fagpolitiske handlinger, der gør en reel forskel på skolerne.
Vi står overfor en udfordrende tid, hvor hverken lokal- eller landsdækkende politikere prioriterer flere ressourcer til vores skoler. Vi må finde handlemuligheder inden for de rammer, vi har.
Jeg vil arbejde for en ændring af vores skolesystem, der lider under verdens længste skoledag. Ved at forkorte skoledagen markant og fastholde de nuværende ressourcer til de lange dage, kan vi skabe plads til initiativer som to-lærertimer, der vil styrke både arbejdsmiljøet og børnenes trivsel, uden at kræve ekstra ressourcer fra politikerne.
Inklusion er en udfordring, som vi ikke kan løse alene på skolerne. Vi har brug for en skolepsykolog ude på skolerne, som kan arbejde forebyggende og have den direkte kontakt med elever, forældre og lærere for derigennem at skabe positive relationer og tillid.
Jeg vil arbejde for en mere proaktiv tilgang til kommunale initiativer som mellemformer og plus-klasser, hvor skolerne får større frihed til selv at vælge de pædagogiske tiltag, der passer bedst til deres behov.
Vi har verdens vigtigste arbejde, men for at lykkes, har vi brug for bedre rammer.
Fokusområder:
- Et meningsfuldt arbejdsliv
- Inklusion
- Teknologiforståelse
Vi fortjener gode rammer om vores arbejdsliv. Udmøntningen af Aarhusaftalen skal kunne mærkes i din hverdag og ses på din opgaveoversigt. Vi skal blive endnu dygtigere til at arbejde konstruktivt med skolens APV ved at forvente ordentlighed fra ledelsen, Børn & Unge samt et arbejdsmiljøfokus fra ÅLF. Et godt arbejdsliv skaber en meningsfuld hverdag.
Når du og jeg skal lykkedes med opgaven, er det altafgørende, at vores handlemuligheder i inklusionsarbejdet bliver markant forbedret. Skoleområdet skal tilføres økonomi. Det er uansvarligt, at lærere får moralsk stress og børn kommer i mistrivsel. Vi skal have råd til flere to-lærertimer, skolens støttefunktioner skal opprioriteres og PPR skal have rimelige arbejdsvilkår. Der er meget at forbedre.
Teknologiforståelse bliver et (valg)fag i skolen. Det er godt! Vi skal fortsat arbejde med digital dannelse, da det er en vigtig færdighed nu og i fremtiden. Med et pædagogisk og didaktisk blik skal vekselvirkningen mellem det digitale og analoge forbedres. Jeg mener, at vi har brug for De32 og kyndige it-lærere som støtte.
Jeg er fagpolitikker og meningsdanner.
Om mig: Lærer på Viby Skole, Cand. Pædagogisk Filosofi, Styrelsesmedlem i ÅLF siden 2020, Hovedstyrelsesmedlem i DLF pr. januar 2024 og helt tosset med fagpolitik.