Børn er børn - og ikke elever, lærlinge, gæster eller modtagere

Bragt på LinkedIn den 18. december 2025

 

I 11 måneder har jeg haft en velfortjent og skøn ferie, men her i december er jeg atter på arbejde. Sådan er det at være Julemanden. I december er der susende travlt, men lige så pludseligt det hele begynder, lige så brat slutter det igen - og der bliver så stille.

 

Som Julemanden har jeg det store privilegium at møde alle børn i hele verden, og derfor også alle børn i hele Danmark. Det er vidunderligt! Ingen andre får lov til at møde så mange børn og være så stor en del af deres liv, drømme, håb og forventninger.

 

Og dog – for hvad med skolelæreren? Er det ikke også lige præcis det, som er skolelærerens grundlæggende fundament i sit arbejde? Et fundament bestående af det daglige møde med børn, der er i live med alle deres drømme, håb og forventninger? Sikke et privilegium.

 

Lige så hårdt det kan være at være skolelæreren, lige hårdt kan det være at være Julemanden. Den anden aften, hvor jeg hang lidt i hjørnesofaen efter endnu en trættende og opslidende decemberdag med flere julearrangementer bag mig, spurgte min kloge Julekone mig, om jeg ikke efterhånden er blevet så uendelig træt af de børn, der ikke overholder reglerne om at vente på deres tur til at få en slikpose fra Julemandens sæk? Hun kiggede på mig hen over brillerne og spurgte, om jeg ikke bliver træt af de børn, der drøner ret så højlydt rundt om juletræet – eller som bliver skrigende og sure over en gave, jeg har givet dem?

 

Jeg måtte indrømme over for hende, at der var noget om snakken. Og jeg måtte jo nok også indrømme, at jeg gennem de mange år som Julemand har oplevet en eller anden forunderlig form for forandring hos flere af børnene, som nok udfordrer mig mere, end hvad godt og sjovt er.

 

Hun foreslog så, at jeg begyndte at tage min autoritet tilbage mig som Julemanden. Jeg kunne for eksempel stoppe med at sige mine berømte ord som: ”Ho-Ho-Hooo, hej alle I skønne børn”.

 

I stedet syntes hun, at jeg skulle ændre på mit børnesyn og begynde at formulere mig mere professionelt, for – som hun sagde - så er det jo dig, der som Julemanden ved, hvordan et julearrangement skal foregå.

 

Hendes forslag blev derfor, at jeg i stedet skulle sige: ”Ho-Ho-Hooo, hej alle modtagere af julegaver”. Min kloge Julekone mente, at ved at skifte begreberne ud, så børnene i stedet kunne blive kaldt for ”modtagere”, ville Julemanden fremtræde langt mere som en autoritet.

 

”Så forstår de små, at de befinder sig midt i en meget vigtig situation, hvor de ikke er børn, men hvor de er ”modtagere” af noget, du vil give dem, og som de skal være taknemlige for”, sagde min kloge Julekone.

 

Mit svar til min kloge Julekone blev en stor tak for rådet, men dog alligevel et klart nej-tak.

 

Det børnesyn vil aldrig komme til at fungere for mig. Jeg vil ikke være Julemanden, der i mødet med de små, nye liv med alle deres drømme, håb og forventninger, skal kalde dem for ”modtagere” – heller ikke selv om de kort forinden har været løbende og larmende.

 

Min kloge Julekone forsøgte så med forslag på andre betegnelser: disciple, lærlinge, gæster. Hun foreslog endda, at jeg i stedet for at sige børn kunne kalde dem for elever.

 

Det går bare ikke. For mig er der intet mere ordentligt end at betragte disse nye liv med deres drømme, håb og forventninger som det, de er – som børn. Som børn med alt det, det indebærer. Med drømme,

håb og forventninger. Med forvirringer, ængstelser og ensomhed. Med succeser, værdi og glæde. Med sorg og med selvværd. Med alt det, menneskelivet indeholder - også når man er barn.

 

Jeg er overbevist om, at jeg som Julemanden kun får julemandsautoriteten, hvis jeg vedbliver med at kalde dem for børn og vedbliver med at se dem som børn. Som Julemanden får jeg min autoritet lige midt i det møde, hvor jeg forsøger at møde menneskebarnet, og ikke bare en ”modtager” af noget, jeg har valgt, at vedkommende skal have. Måske er det naivt. Men så lad det være det.

 

Og måske er det naivt at tro, at læreren og Julemanden har det samme fundament, som jeg jule-retorisk startede med at spørge. Måske har Julemanden og læreren end ikke det samme børnesyn.

 

Men Julemanden har en bøn til alle lærere, pædagoger, forældre, bedsteforældre – og til alle, der tør kalde sig voksne og tør tage voksenansvaret på sig:

 

Hvad du end kalder de der små liv, så snak med dem. Snak med dem om stort og småt, om godt og ondt, om rigtigt og forkert. Leg med dem, lyt med dem, drøm med dem, syng med dem. Pas altid godt på dem, hold altid godt af dem og tænk altid godt om dem. Og fortæl dem at de aldrig er alene, men altid er elsket – især af Julemanden.

 

Glædelig jul!