Det komplekse og dyre monster

Bragt på LinkedIn den 22. marts 2024.

Specialområdet i Aarhus står overfor en monumental udfordring, og som lærer på en specialskole kan jeg ikke længere se stiltiende til, at mine elever ikke får den hjælp, de har brug for. 

I medierne tales der for tiden om, at specialområdet – som det komplekse og dyre monster - suger al saft, kraft og økonomi ud af den almindelige folkeskole. Og på papiret er det jo rigtigt nok. Men specialskolerne er efterhånden selv så amputerede, at det er umuligt for mine kollegaer og mig at give vores elever en ordentlig start på livet. For det er jo det, der er på spil her: Vores børns fremtid.

En specialskole, som den vi driver på Langagerskolen, er et individualiseret og specialiseret tilbud, der tager højde for den enkelte elevs udfordringer. En overvægt af eleverne har diagnosen ADHD og/eller autisme, men vi oplever, at diagnoserne bliver mere og mere forskellige. Samtidig stiger antallet af skolevægrende børn.

På Langagerskolen har vi et helt team, der tager hjem til elever for at undervise og dermed skabe grobund for, at eleven kan komme tilbage til skolen. Det er et omfattende og ressourcetungt stykke arbejde, og ressourcer er der snart ikke flere af. Jeg ser adskillige kolleger, som er pressede af den faldende normering, hvilket i sidste ende går ud over elevernes indlæring og velbefindende. I værste fald kan det resultere i, at endnu flere elever får skolevægring, fordi skolen ganske enkelt ikke kan levere det, der er behov for.

Mange af vores elever har social angst eller udadreagerende adfærd. Jeg har ofte set nedskæringer føre til ændringer i skema og struktur. Og jo flere ændringer i hverdagen, jo sværere bliver det for eleverne at være i. Nu ser vi ind i flere besparelser på specialområdet. Det har stor betydning for os som specialskole, men i høj grad også for alle de specialtilbud, der er på almenskolerne. Her er elevernes udfordringer ofte store træk de samme.

Det er blevet markant sværere og dermed også dyrere at drive et specialtilbud, som kan rumme nutidens diversitet. Medmindre vi er villige til at give køb på velfærdssamfundets helt grundlæggende princip om, at der skal være plads til alle, ser jeg ingen anden udvej, end at økonomien må følge med udviklingen – også på specialskolerne. Ellers ender vi med at have skabt et monster, vi ikke selv kan styre.

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.