Systemet før barnet eller barnet før systemet?

Bragt på LinkedIn den 19. december og som kronik i Århus Stiftstidende den 31. december 2023.

 

Som folkeskolelærer gennem 25 år har jeg på nært hold oplevet de menneskelige omkostninger ved en række triste tal: De seneste fem år er antallet af henviste elever til PPR steget med 30 procent, og samtidig er der sket en fordobling i antallet af henvisninger fra PPR til BUA (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling). Det er voldsomt. Og det kræver et system, som reelt er i stand til at hjælpe de mange børn, der mistrives. Problemet er bare, at det system som PPR-psykologerne i Aarhus Kommune er underlagt, gør det nærmest umuligt at hjælpe børn i mistrivsel. Dette indlæg er derfor ikke en kritik af mine dygtige kollegaer i PPR, men et opråb om, at vi skal indrette systemet, så vi sætter barnet først. Det er ikke tilfældet i dag.

 

I Aarhus Kommune har vi i mange år snakket om, at de rådgivende medarbejdere i forvaltningen skal tættere på kerneydelsen, som i vores tilfælde er børnene og undervisningen. Det er dog indtil videre blevet ved snakken. Jeg mener, at der bør være en psykolog på hver skole i Aarhus, som skal indgå i et dagligt samarbejde med lærere, pædagoger, elever og forældre og ikke som i dag komme på besøg en gang om måneden. Med andre ord: PPR skal være en del skolens medarbejderstab. 

 

SYSTEMETS KOLLAPS

I dag er det sådan, at lærerne anvender klasserumsledelse og forskellige pædagogiske værktøjer, som skal tilgodese alle elever. Har man som team haft alle redskaber i brug og stadig oplever en elev, som af den ene eller anden grund har svært ved at trives i klassen, indkalder man til et specialcentermøde, som er et internt møde på skolen. Her deltager teamet og den pædagogiske leder fra afdelingen, og det besluttes her, om udfordringerne er så store, at der skal indkaldes til et netværksmøde. På et netværksmøde deltager teamet, den pædagogiske leder, forældrene, en PPR-psykolog og andre relevante aktører afhængig af hvilke udfordringer, der er tale om.

 

På det første netværksmøde beskriver lærerne, hvori de ser elevens udfordringer i klassen, og hvad de gør for at støtte eleven. Forældrene inddrages i en dialog om deres barns trivsel, og når lærere og forældre har fremlagt deres synspunkter, vurderer PPR-psykologen, om der skal tages nogle psykologiske tests for at få en bedre viden om elevens styrker og udfordringer. Som regel aftales det, at psykologen tager disse tests, som så bliver udgangspunktet for det næste netværksmøde 2-3 måneder senere.

 

Det næste møde er typisk et lyttemøde, hvor lærere, forældre og den pædagogiske leder får en opsummering af PPR-psykologens testresultater. Ud fra testresultaterne aftales det, hvordan eleven kan hjælpes i klassen.

 

Sådan foregår et almindeligt forløb omkring en elev i mistrivsel, og det er efter min mening den afgørende årsag til, at vi som lærere ofte oplever, at hjælpen fra PPR ikke gør nogen forskel ude i klassen. Det gælder ikke bare i Aarhus men over hele landet. I 2022 viste en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, at 52 procent af lærerne må vente over en måned på at få hjælp fra PPR. Og knap halvdelen af lærerne mener, at den hjælp der kommer fra PPR, er svær at bruge i undervisningen.

 

HJÆLPEN ER TEORETISK

PPR-psykologen laver udelukkende tests på eleven og har kun i sjældne tilfælde tid til at komme ud i klassen for at observere eller snakke med forældrene. Man rådgiver altså om et barn uden at have kendskab til barnet. Vejledningen bliver givet ud fra nogle teoretiske testresultater, og den ender stort set altid med at bestå af metoder, som lærerne allerede har afprøvet. Det kan for eksempel være piktogrammer, afskærmning, tydelig skemastruktur på tavlen osv. Hjælper disse tiltag ikke - og det gør de jo ikke, eftersom de allerede er forsøgt - så kan skolelederen i samarbejde med PPR-psykologen beslutte, at der skal udarbejdes en PPV (pædagogisk-psykologisk vurdering). Stadig uden at PPR-psykologen har snakket med barnet eller observeret det i klassen.

 

Bliver der udarbejdet en PPV fremlægges den på et netværksmøde, men resultatet får ingen indflydelse eller ændringer på den pædagogiske praksis i klassen, medmindre eleven indstilles til specialklasse eller specialskole. De fleste fortsætter på egen skole og i egen klasse - nu med en PPV i baglommen.

 

Der er lavet flere forskningsforsøg i netop denne problematik. Blandt andre har Janne Hedegaard Hansen lavet rapporten ’Approaching Inclusion’ (2020), som konkluderer det samme: Der er ingen ændring i den pædagogiske praksis på baggrund af PPR-psykologernes testresultater eller PPV. Det samme gør sig gældende i forskningsprojektet ’Pædagoger i tværfagligt samarbejde om bekymringsbørn’ (2022) ved Rolf Hvidtfeldt og Anja Hvidtfeldt Stanek.

 

MØDET MED ET MENNESKE

Skal man som PPR-psykolog kunne gøre en forskel, er det nødvendigt at opbygge relationer og derigennem tillid. Det får man ikke ved at være månedens gæst. Børn i mistrivsel og deres forældre hjælpes ikke fra skrivebordet, men i mødet med et menneske, som de kan mærke, og som er der for at give støtte, når tingene bliver svære. Psykologerne skal i hverdagen have direkte kontakt og dialog med eleven og forældrene.

 

Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, Nørrevangsskolen i Randers har faktisk, af samme årsager som jeg nævner, ansat deres egen skolepsykolog, som arbejder fuldtid på skolen med børn, klasser og forældrekontakt. Et initiativ jeg følger med stor interesse. PPR-systemet i Aarhus Kommune er gået i stykker, og for børnenes skyld bliver vi nødt til at reparere det.

 

Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.