Matilde Winding Madsen
Kandidat til styrelsen
Jeg vil arbejde for, at
- der skal være balance mellem den enkeltes ressourcer og krav oppefra
- nyuddannede lærere skal blive i folkeskolen – ikke flygte fra den
Et trygt og holdbart arbejdsliv kræver ordentlige arbejdsforhold. Lærergerningen er blevet mere kompleks, mere krævende og mere belastende. Vi ser det helt konkret i antallet af sygemeldinger, antallet af vold og trusler og de enormt høje følelsesmæssige krav. Den udvikling kan vendes og det kræver, at Aarhus Kommune reelt investerer i vores folkeskole. Færre elever i klasserne, mulighed for to-lærerordninger og øget forberedelsestid er en forudsætning for, at vi som lærere kan nå vores elever både fagligt og socialt.
Næsten hver femte nyuddannet lærer forlader folkeskolen inden for tre år, og op mod hver fjerde inden for fem år. En nyuddannet lærer skal have en god start på lærerlivet, og det kræver bl.a. mentorordninger, der virker, og fællesskab omkring vores nyuddannede lærere. Både i lærerforeningen og på skolerne skal vi have øje for kompleksiteten af at være ny på en arbejdsplads og ny i en krævende branche. Det kan ikke være rigtigt, at dygtige lærere skal knække nakken og vælge folkeskolen fra, fordi de ikke får den hjælp, de har brug for.
At være lærer er meningsfuldt, givende og benhårdt arbejde. Derfor skal arbejdslivet balanceres i forhold til medlemmernes livsfaser. Lærere, der nærmer sig seniortilværelsen, skal have mulighed for flere seniorfridage eller gå en dag ned i tid med fuld pension. Og kræver familielivet et arbejde på nedsat tid i en periode, så skal vi sikre, at opgaverne ikke flyttes mellem kollegaer. Jeg vil i styrelsen i Århus Lærerforening arbejde for, at alle dygtige lærere skal kunne blive i faget, og at der er sammenhæng mellem den enkeltes tid til opgaveløsningen og de krav, der stilles udefra.