Miriam Elisabeth Kaldahl Schramm
Kandidat til styrelsen
Jeg stiller op til styrelsen i Århus Lærerforening, fordi jeg kæmper for de nyuddannede lærere, og for en folkeskole, der er bæredygtig for både elever og ansatte. Med et halvt års erfaring står det helt aktuelt for mig, hvor voldsom overgangen fra studie til job kan være. Mange nyuddannede møder et arbejdsliv, hvor forventningerne er høje, ansvaret stort, og støtten for lille. Det skaber en udbredt følelse af utilstrækkelighed: Er jeg god nok? Kan jeg holde til det her på den lange bane? Slår jeg til, og har valgt det rigtige job?
Det er ikke et individuelt problem, men en strukturel udfordring. Derfor skal broen mellem studie og arbejdsliv være langt bedre. Vi har brug for en tryg og realistisk overgang med mere støtte, tydelige rammer og ordentlige arbejdsvilkår. Mentorordninger skal være en selvfølge, ikke en luksus. Der skal være mulighed for tolærerordninger, så ansvaret deles, og der er mulighed for at komme tæt på erfarne læreres praksis og plads til faglig sparring i hverdagen. Nyuddannede bør have færre undervisningstimer og mindre ansvar, så der er tid og overskud til at lande i lærerrollen, udvikle sig fagligt og lære dagligdagen på skolen at kende.
Samtidig kæmper jeg for en folkeskole, hvor der er plads til mere musik, kreativitet og æstetiske fag. Jeg kæmper for mere morgensang i folkeskolen og en skole, der ikke kun skal måles i testresultater, men en folkeskole, der har tiltro til lærernes faglighed. Derfor har vi også brug for flere uddannede lærere, som bliver i faget.
Vi skal skabe hele mennesker med nysgerrighed, fællesskabsfølelse og lyst til læring for livet. Når kreativitet, bevægelse og skabende processer får plads, styrker det både elevernes trivsel og lærernes arbejdsglæde.
Hvis vi vil fastholde dygtige lærere i folkeskolen, skal jobbet være bæredygtigt. For de nyuddannede. For eleverne. Og for fremtiden.
Du finder Miriams stillerliste her