Tina Vittrup
Kandidat til styrelsen
Jeg vil gøre mit for, at folkeskolen forandres.
Jeg stiller op til styrelsen i Aarhus Lærerforening, fordi folkeskolen har brug for handling nu. Små klasser lyder godt, men de løser ikke skolens grundlæggende udfordringer.
Flere tolærertimer og ressourcer dér, hvor behovet er.
Trivsel skabes af tydelige voksne, klare rammer og stærke fællesskaber og ikke af et fast klasseloft. Et loft på 14 elever vil koste milliarder og flytte fokus fra det, der virker, som er flere tolærerordninger og ressourcer dér, hvor behovet er.
Arbejdspresset skal ned.
Det voksende arbejdspres presser dygtige lærere ud af faget og svækker både undervisningens kvalitet og folkeskolens fremtid. Som medlem af medlemsforum i Lærernes Pension arbejder jeg for langsigtet tryghed, trivsel og fastholdelse i jobbet.
Tillid i stedet for kontrol.
Lærernes professionalisme er blevet erstattet af kontrol og unødvendig administration. Det stjæler tid fra forberedelse, fordybelse og relationer som netop er det, der skaber god undervisning og fastholder lærere.
Faglighed og arbejdsglæde tilbage i skolen.
Jeg stiller op, fordi jeg kender hverdagen i klasselokalet. Med 27 års erfaring som lærer og TRS ved jeg, hvad der skal til for at sikre høj faglighed og en folkeskole, hvor både elever og ansatte kan holde til hverdagen. Klasseloft på 14 elever er ikke nok. Stem på mig for en skole, hvor faglighed og arbejdsglæde går hånd i hånd.