Århus Lærerforening - en del af Danmarks Lærerforening

En stærk lærerprofession = en stærk folkeskole = stærkt samfund

Dorthe K Kandidatportræt (1080 X 700 Px)
16. juni 2026

Den overbevisning dagsordensætter mit arbejde. Og for at komme godt ind i min nye rolle som næstformand, har jeg af samme grund brugt en del tid sammen med Søren på at finde rytmen og et godt samarbejde med sekretærerne og konsulenterne i Grønnegade 93.

De har en enorm viden, som jeg kun bliver dygtigere af at lytte og spørge ind til. Sideløbende har jeg fokus både på det helt nærværende og på de større dagsordner i en Aarhus-kontekst. 


Giver det mening?

Langt det meste af det arbejde, og den viden jeg får som hovedstyrelsesmedlem, og især som medlem af undervisningsudvalget, er direkte overførbart til mine opgaver i Århus Lærerforening. 


Fx er tiden (og økonomien) til at give de lærerstuderende en god nok vejledning, en dagsorden, jeg insisterer på både lokalt og regionalt. Et andet fokus er på forebyggende arbejde med børn og unge, der fx har skolevægring, der igen kan føre til forældrenes behov for tabt arbejdsfortjeneste og i sidste instans mulig opsigelse af arbejde. Her arbejder jeg sammen med Socialrådgiverforeningen, for at sætte fokus på vigtigheden af et tværmagistralt samarbejde, både politisk og i embedsværket. 


Så for at besvare spørgsmålet, om det giver mening, og ikke mindst kan det lade sig gøre, at jeg både er valgt til DLF’s hovedstyrelse og som næstformand i ÅLF, så er svaret et stort og rungende ja.


Fokus lige nu

I organisationen taler vi med rette meget om, hvordan vores nyuddannede, unge kollegaer, kommer godt i vej. Bl.a. derfor tilbyder Århus Lærerforening og Børn og Unge ”Fundament til dit lærerliv”, der er et konkret tilbud, der kan gøre en mærkbar forskel i hverdagen, og være med til at sikre, at flere nyuddannede bliver i lærerjobbet. 


Men jeg vil også gerne sætte fokus på de lærere, der er midt i (arbejds)livet, og hvordan den gruppe med fundamentet i orden og solid erfaring bliver i lærerjobbet. Det vi kalder fastholdelse eller tilknytning til arbejdet. Min overvejelse kommer ikke med en pose penge eller en bedre arbejdstidsaftale, kun med de midler vi allerede har. Med OK24 fik vi kompetencefonden, hvor kurser og uddannelser bliver udbudt til alle medlemmer af Danmarks Lærerforening, og den mener jeg rummer et uforløst potentiale, der kan arbejdes videre med. 


Som afrunding vil jeg kort nævne, at jeg er opmærksom på, at de digitale læremidler er blevet udvalgt for de kommende 4 år. Det følger jeg op på. Derudover fylder frisættelsesdagsordenen fortsat meget, og det er et emne, som Søren løbende forholder sig til i sine indlæg.

 

Sidst men ikke mindst har vi afholdt introduktionsmøde for de nye tillidsrepræsentanter og suppleanter, der starter deres vigtige hverv til august. De er helt afgørende for kontakten til medlemmerne ude på arbejdspladserne og for, at vi som forening er tæt på de udfordringer og behov, der fylder i hverdagen.


Jeg får koldsved af begrebet ”læring”, men jeg er vild med at lære.