Giv folkeskolen det løft, den fortjener
Et nyt skoleår er i gang, og lærere og elever er tilbage i klasselokalerne. På Aarhus Rådhus venter samtidig en vigtig opgave fra sidste skoleår: Politikerne skal omsætte løfterne om flere fagprofessionelle i folkeskolen til virkelighed. For Århus Lærerforening er budskabet klart: Lærerne er der. Nu skal pengene følge med.
Af Tania Madsen
Folkeskolen fyldte meget i valgkampen op til kommunalvalget. S og SF lovede to fagprofessionelle i alle undervisningstimer i indskolingen, og ønsket om at investere i flere fagprofessionelle blev efterfølgende skrevet ind i konstitueringsaftalen bag det nye byråd.
Det er en politisk prioritering, vi i Århus Lærerforening har efterlyst.
Lærerne oplever hver dag, hvor kompleks opgaven i folkeskolen er blevet. Der skal skabes stærke faglige fællesskaber, samtidig med at elever med meget forskellige forudsætninger og behov skal have mulighed for at deltage. Det kræver tid, faglighed og flere uddannede lærere tæt på eleverne.
Derfor er det positivt, at et bredt flertal i byrådet har forpligtet sig på et markant løft af folkeskolen. Men et politisk løfte gør først en forskel, når det kan mærkes ude i klasselokalerne.
Lærerne er der allerede
Forud for budgetforhandlingerne er spørgsmålet nu, hvor hurtigt løftet kan gennemføres.
Beregningerne viser, at det vil kræve yderligere 236 millioner kroner årligt at realisere modellen med to fagprofessionelle i alle undervisningstimer i 0.-3. klasse, hvis man tager udgangspunkt i en ligelig fordeling mellem lærere og pædagoger.
Rekrutteringsudfordringer er nævnt som en begrundelse for at holde igen, men der er ikke lærermangel i Aarhus.
Formand for Århus Lærerforening, Søren Hesthaven Hansen, sagde den 15, august til Århus Stiftstidende:
Der er nok af uddannede lærere at vælge imellem. Læreruddannelsen i Aarhus har øget optaget de senere år, der er ledige lærere i Aarhus, og skolerne er klar til at tage imod dem, hvis de bare får budgettet til det.
Det billede bliver bakket op af Aarhus Skolelederforenings formand, Jens Mathiasen. Han peger på, at skolerne får mange kvalificerede ansøgere til lærerstillinger også uden for midtbyen.
Med andre ord: Der er ikke en generel lærermangel i Aarhus, som forhindrer kommunen i at ansætte flere lærere. Det afgørende er, om skolerne får pengene til at gøre det.
Brug de muligheder, vi har nu
Der er mangel på pædagoger i Aarhus, og den udfordring skal selvfølgelig tages alvorligt. Men den bør ikke betyde, at investeringerne i folkeskolen nødvendigvis skal vente.
For Århus Lærerforening giver det mening at se på, hvordan de medarbejdere, der faktisk kan rekrutteres, kan bruges til at komme hurtigere i gang.
Som Søren Hesthaven Hansen siger til Århus Stiftstidende:
Nu har jeg ingen ønske om at starte en fagkamp med pædagogerne, og jeg anerkender fuldt ud pædagogernes kompetencer. Men man kunne jo løse rekrutteringsproblemet ved her og nu at ansætte flere lærere end pædagoger. For eksempel 70 procent lærere. Det vil give et fagligt løft og give eleverne bedre muligheder for at tilegne sig skolefærdigheder. Lærerne er også uddannede til at hjælpe med trivsel, og trivsel kan også komme gennem fagene, siger lærerformanden.
Pengene skal ud, hvor de gør en forskel
For Århus Lærerforening er det samtidig vigtigt, at et stort økonomisk løft ikke bliver så fastlåst, at skolerne mister muligheden for at handle på de konkrete behov.
To fagprofessionelle i indskolingen kan gøre en stor forskel. Men behovene er ikke ens i alle klasser eller på alle skoler. Nogle steder kan udfordringerne være størst på andre klassetrin.
Derfor bakker Århus Lærerforening op om, at der skal være et lokalt råderum, så de ekstra ressourcer kan anvendes dér, hvor de fagligt gør størst forskel. Det ønske deles også af skolelederne og indgår i det politiske oplæg til budgetforhandlingerne.
Det afgørende er, at pengene fører til flere fagprofessionelle omkring eleverne.
Nu er det politikernes tur
Når budgetforhandlingerne på Aarhus Rådhus går i gang, bliver det det første konkrete pejlemærke for, hvor hurtigt byrådet vil omsætte ambitionerne for folkeskolen til handling.
Århus Lærerforening har forståelse for, at 236 millioner kroner er mange penge, og at et så stort løft ikke nødvendigvis kan gennemføres fra den ene dag til den anden. Men størrelsen på investeringen fortæller også noget andet: Hvis man for alvor vil ændre vilkårene i folkeskolen, kræver det en reel prioritering.
For vores medlemmer handler den diskussion ikke om abstrakte budgettal. Den handler om, hvor mange uddannede kolleger, der er til at løfte opgaven sammen. Om mulighederne for at være tættere på eleverne. Om at skabe bedre rammer for både undervisning, faglighed og trivsel.
Byrådet har sat en tydelig politisk retning. På lærersiden er der ikke grund til at vente på arbejdskraften.
Lærerne er klar. Nu skal skolerne have pengene til at ansætte dem.