Århus Lærerforening - en del af Danmarks Lærerforening

Her er den nyvalgte styrelse i Århus Lærerforening

08. marts 2024

Tre helt nye ansigter skal være med til at sætte kursen for Århus Lærerforenings politiske arbejde, og både formanden og næstformanden er blevet genvalgt. Det står klart efter dagens generalforsamling i Hermans i Tivoli Friheden.

3 nye i styrelsen

Da stemmerne var talt op, kunne både Matilde Winding Madsen, Lars Korsholm Bojesen og Mette Mejdal Wolff kalde sig nybagte ÅLF-politikere.

Af Ulrik Kongsgaard

’Je suis Annette’

stod der skrevet på Dorthe Fiskers t-shirt, da hun leverede sin formandsberetning på scenen foran de 340 fremmødte medlemmer af Århus Lærerforening, hvoraf mange formentlig hedder Annette. En klar reference til teaterforestillingen SKOLEKOMEDIEN, som i disse uger tegner et tragikomisk billede af en dysfunktionel folkeskole, men også et vink med en pegepind til de aarhusianske byrådspolitikere, som deltog i debatten på dagens generalforsamling: Folkeskolen har brug for en økonomisk indsprøjtning af de helt store.

 

På stemmesedlen var der ingen Annetter, men til gengæld havde hele tre nye navne meldt deres kandidatur til styrelsesvalget i Århus Lærerforening. Da stemmerne var talt op, kunne både Matilde Winding Madsen, Lars Korsholm Bojesen og Mette Mejdal Wolff kalde sig nybagte ÅLF-politikere. Formandskabet i skikkelse af Dorthe Fisker og Søren Hansen blev genvalgt uden modkandidater. 

 

I alt 11 kandidater havde meldt sig på banen. De 10 kandidater med det højeste antal stemmer udgør sammen med formanden og næstformanden styrelsen i Århus Lærerforening fra den 1. april 2024 og to år frem.

 

Stemmerne fordeler sig som følger:

 

Dorthe Krejlgaard Nielsen: 1406

Matilde Winding Madsen: 1151

Lars Korsholm Bojesen: 954

Andreas Ravn Skovse: 938

Nikolaj Thomsen: 919

Mette Mejdal Wolff: 869

Jesper Hejndorf: 864

Flemming Pedersen: 854

Tine Nørregaard Jacobsen: 663

Simon Peter Vraa Nielsen: 586

_________________________________

Rikke Gierahn Andersen: 237

 

Århus Lærerforening har fået tildelt 14 delegerede til Danmarks Lærerforenings kongres. Det betyder, at samtlige medlemmer af styrelsen i Århus Lærerforening også er kongresdelerede. Rikke Gierahn Andersen er ny førstesuppleant til styrelsen samt kongresdelegeret.

 

Vi er alle Annette. Men ved nærmere optælling viser det sig, at 41 medlemmer af Århus Lærerforening rent faktisk hedder Annette eller Anette.