Medlemsaktivitetspuljen i brug: Fra fælles afslutning til nye kollegiale relationer
To aktuelle aktiviteter støttet af Århus Lærerforenings medlemsaktivitetspulje viser, hvordan midlerne konkret bruges til at styrke fællesskabet på arbejdspladserne – både i en afslutning og i en ny begyndelse.
Af Tania Madsen
Et værdigt punktum på Alléskolen
På Alléskolen blev puljen brugt til at samle lærergruppen om en fælles markering i forbindelse med skolens lukning i sin nuværende form. Med støtte fra ÅLF blev der afholdt et arrangement med formålet at sætte et fælles punktum for en skole, der i 53 år har været en del af Aarhus Kommune. Samtidig markerede det en overgang til en ny virkelighed, hvor lærergruppen reduceres fra ti til seks lærere.
- Med et bidrag fra ÅLF’s medlemsaktivitetspulje fik vi sat et festligt og hyggeligt punktum for Alléskolen i vores lille lærergruppe.
De tilbageværende lærere overgår til GENSTART – et tilbud for 15-17-årige, som nu udvides med undervisning og faglig opkvalificering. Overgangen stiller nye krav til samarbejde og opgaveløsning, og her har det fælles arrangement bidraget til at styrke relationerne i gruppen inden forandringen.
Nye relationer i en forandret medarbejdergruppe
Et andet eksempel på brug af puljen kommer fra en skole, hvor der er kommet mange nye kolleger. Her blev der søgt støtte til et arrangement med ølsmagning med et fagligt islæt.
Formålet var at skabe rum for, at medarbejderne kunne tale sammen på tværs af grupper og lære hinanden bedre at kende. Ambitionen var, at det styrkede kendskab vil gøre det lettere fremadrettet at samle kollegerne – blandt andet i faglig klub.
Arrangementet tog afsæt i et konkret behov for at opbygge relationer i en personalegruppe i forandring og viser, hvordan medlemsaktivitetspuljen kan bruges målrettet til at understøtte både trivsel og samarbejde i hverdagen.
Fællesskab som afsæt for det videre arbejde
De to aktiviteter peger på, hvordan medlemsaktivitetspuljen kan bringes i spil i meget forskellige situationer – fra afsked til opstart. Fælles er ønsket om at styrke relationerne mellem kolleger som et vigtigt fundament for det daglige samarbejde og den faglige organisering på skolerne.
Næste ansøgningsrunde er åben
Århus Lærerforening har et stort ønske om at styrke fællesskaberne på arbejdspladserne for vores medlemmer.
- Vi ved, at det gode fællesskab og sammenhold blandt kolleger har en kæmpe betydning for vores medlemmers trivsel og arbejdsmiljø. Vi har gennem årene set en stor kreativitet og variation i arrangementer afviklet med midler fra medlemsaktivitetspuljen. De mange ansøgninger til medlemsaktivitetspuljen vidner om, at midlerne skaber glæde og styrker arbejdsmiljøet hos vores medlemmer, siger formand i Århus Lærerforening Søren Hesthaven Hansen.
Sådan ansøger man
Næste ansøgningsrunde er åben. Læs her hvordan du og dine kolleger ansøger om et bidrag til en aktivitet.