Århus Lærerforening - en del af Danmarks Lærerforening

Medlemsbrev om budgetforliget

Kopi Af Søren H. Citatportræt Til Fx Linkedin (2)
18. september 2026

Vi ser positivt på midlerne, der kommer til folkeskolen - men indtil videre bliver champagnen og konfettien i skuffen. For det er langt fra som håbet - eller lovet.

Kære medlem af Århus Lærerforening

 

Her følger en orientering om den indgåede budgetaftale for Børn og Unge.

 

Der kommer penge til de aarhusianske folkeskoler. 33 millioner kroner næste år og 58 millioner om året de følgende tre år. Det er dog langt fra så mange penge som håbet – eller lovet.

 

Vi ser positivt på de beløb, der er afsat til folkeskolerne i budgetforliget – men det er langt fra nok til at indfri løfterne fra valgkampen. Det er også positivt, at man forpligter sig til at finde flere penge ved de kommende budgetforhandlinger – og der kommer penge via finansloven og afsatte PISA-penge. Men indtil videre bliver champagnen og konfettien i skuffen i Århus Lærerforening.

 

Ifølge de beregninger som Børn og Unge selv har lavet, vil løsningen med to fagpro­fessionelle i alle timer i indskolingen koste 236 millioner kroner om året. Oversat til lærerstillinger er det 472 nye lærere. I budgetforliget er der i gennemsnit afsat 51,75 millioner kroner om året de næste fire år til to fagprofessionelle i undervisningen. To fagprofessionelle i undervisningen vil være godt – men løser ikke alle de udfordringer, I står med i hverdagen. Og med så langt til en fuldt finansieret løsning på byrådets valgløfte, er vi også bekymrede for, hvor langt selv pengene fra finansloven kommer til at række i Aarhus. 

 

Overordnet set er vi glade for, at mange politikere i byrådet fortæller, at de gerne vil være med til at løfte folkeskolen. Vi må dog erkende, at vi har svært ved at få øje på det i tallene i budgetforliget. For hvis det er det her, byrådet gør, når de siger, de vil folkeskolen, så har de ikke forstået opgaven, vi står med. Vi kan være stærkt bekym­rede for, om vi kommer til at mærke besparelser og yderligere opgaveglidning, før vi mærker investeringer.

 

Nu skal byrådet i gang med at finde de besparelser, som socialprocenten og fællesbidraget kræver. Dér kommer vi til at gå i brechen for undgå besparelser, der rammer vores medlemsgrupper. Derudover ser vi frem til at deltage i den dialog, der også kommer, for at styrke fagligheden i de aarhusianske folkeskoler.

 

Vi har fuld forståelse for, at der er mange hensyn i budgetforhandlinger. Og at I også kan få gavn af et løft på faglokaler, idrætsfaciliteter – og ja, billigere busbilletter – men der er i aftalen ikke umiddelbart den økonomi, der skal til for at løfte folkeskolen.

 

Aarhus blev lovet en ”markant investering i folkeskolen” og er landet på ”et skridt i den rigtige retning”. Vi er i dag i medierne for at ud­trykke vores bekymring og vi kommer til at fortsætte kampen for at skabe de rammer og vilkår, I fortjener.

Med venlig hilsen,

Søren Hesthaven Hansen, 

Formand Århus Lærerforening