Opgaveglidningen er stukket af: ”Jeg står tit og ligner en klovn”

Lærerne på Risskov Skole har fået nok af at lave småreparationer, mangle toiletpapir og stå tilbage med alarmer, der ikke kan slukkes. Skolen, der huser 1020 elever og 135 voksne, har ingen faste tekniske medarbejdere på matriklen. Derfor har man nu sendt et bekymringsbrev til kommunens Hoved MED Udvalg.
For lærer og tillidsrepræsentant Nina Holm Iversen handler det først og fremmest om eleverne, som ofte må se deres lærer bruge tid på alt andet end undervisning.
- Man må jo spørge sig selv om, hvad der er vigtigst: At eleverne trives og lærer noget, eller at lærerne har travlt med at indrapportere sager i et digitalt system, der ikke fungerer, siger hun.
Af og til må Nina Holm Iversen og kollegaerne tage skruetrækkeren i egen hånd for at få hverdagen til at fungere. Det fremgår af det bekymringsbrev, som de i december måned sendte til Aarhus Kommunes Hoved MED Udvalg:
Mange småreparationer og andre serviceopgaver indrapporteres ikke - ganske enkelt fordi det er for besværligt. Vi frygter, at det gør, at skolens inventar og bygninger bliver yderligere nedslidt. Vi frygter også, at almindeligt vedligehold vil blive minimalt og bero på tilfældigheder.
I brevet lægges der ikke skjul på, at det er omstruktureringen af de administrative og byggetekniske fællesskaber, som har ført til den markante opgaveglidning. Ikke bare på Risskov Skole men på alle folkeskoler i Aarhus Kommune. Derfor bør omstruktureringen ifølge Dorthe Fisker, formand for Århus Lærerforening, suspenderes.
- Forvaltningen kan starte med at anerkende, at man har begået en kæmpe fejl ved at tro, at man kan centralisere de mange opgaver, som er nødvendige for skolens drift og hverdag. Dernæst er det på tide med en timeout. Vi sparede ikke de penge, vi troede, vi kunne spare, men har i stedet flyttet nogle opgaver ud til faggrupper, som har travlt med andre opgaver. Det har øget det generelle pres på hele folkeskolen, siger hun.
På Risskov Skole oplever lærerne jævnligt, at låsene ikke slås fra, og at varmen ikke slås til ved aktiviteter som fx skole-hjem-samtaler. I det hele taget er der ingen procedure for, hvem man kan kontakte ved problemer udenfor skoletiden. En aften startede røgalarmen midt under en musical, og forestillingen måtte afsluttes, selvom det var falsk alarm. Ingen vidste, hvordan man slukkede den.
- Jeg kan tage hjemmefra om morgenen og føle, at jeg er forberedt og har fuldstændig styr på tingene, siger Nina Holm Iversen og fortsætter:
- Men det er begyndt at ændre sig op ad dagen. Jeg står tit og ligner en klovn overfor mine elever, fordi et eller teknisk ikke fungerer, eller fordi noget ikke er, hvor det burde være.

Frem mod kommunalvalget i november besøger ÅLF's formand og næstformand en række aarhusianske folkeskoler. På Risskov Skole hængte de denne valgplakat op.