Skærmanbefalinger er et skridt i den rigtige retning
Udgangspunktet bør altid være, at brugen af skærme i grundskolen skal give mening, lyder det fra ÅLF’s næstformand i kølvandet på de 12 skærmanbefalinger, som tirsdag blev udsendt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Af Ulrik Kongsgaard
Indfør mobilfri skole, spær adgangen til ikke-relevante hjemmesider og brug kun skærme, når det er didaktisk og pædagogisk hensigtsmæssigt. Sådan lyder tre af de i alt 12 anbefalinger, som nu skal gøre det nemmere at navigere i ingenmandslandet mellem den analoge og digitale folkeskole.
- Anbefalingerne lander på et tørt sted, for vi har brug for at tage debatten om, hvordan vi bruger skærmene bedst muligt. Der er stor forskel på passiv eller aktiv brug af skærme, og det er ikke optimalt at sidde og blive bombarderet med sanseindtryk og stimuli, der måske fjerner koncentrationsevnen, siger ÅLF's næstformand Søren Hansen til Radio 4, hvor han forleden var i studiet for at kommentere på de længe ventede skærmanbefalinger fra ministeriet.
Udsendelsen kan høres her - interviewet begynder efter 01:01:35:
Søren Hansen tror og håber, at både lærere, elever og ledelse kan blive enige om de fleste af de 12 anbefalinger:
- Udgangspunktet bør altid være, at brugen af skærme i grundskolen skal give mening. Hvad er det, skærmene kan bidrage med, og hvilke muligheder fratager de eleverne? Vi har fx ordblinde elever, der har rigtig stor gavn af de hjælpemidler, der er på computere og mobiltelefoner. Og hvor havde vi været under corona-nedlukningen, hvis vi ikke havde skærme? Der var vi lysår foran andre lande, fordi vi gik forrest på det digitale område.
Hos Danmarks Lærerforening hilser man også skærmanbefalingerne velkommen men understreger samtidig behovet for at investere i et bredere udvalg af undervisningsmidler.
- Mange kommuner har i en årrække satset ensidigt på indkøb af digitale læringsplatforme, da det har været den billigste løsning. Hvis politikerne ønsker en mere varieret og praksisnær undervisning, skal skolerne sikres en bedre økonomi, så der er råd til et bredere udvalg af undervisningsmidler - også de analoge, siger Regitze Flannov, forkvinde for undervisningsudvalget i DLF, i en artikel på dlf.org.